Uge 42 er efterårsferie, og for mange vandskiløbere betyder det, at den tykke våddragt kommer frem af gemmerne. Efterårskulden giver røde fingre og kolde tæer.
Sådan er det dog ikke for 14 vandskientusiaster fra henholdsvis Kerteminde-, Als Odde- Skanderborg- og Aalborg Vandskiklub. De er i samlet flok draget mod Norditalien for at stå på vandski hos Jolly Ski Waterski School i San Gervasio ✨
Delegationen fordelte sig i to store biler, hvor den ene kørte de 17 timer i ét træk, og den anden tog en overnatning på halvvejen. Søndag aften var alle ankommet, og klar til at tage fat på træningen mandag morgen.
Blandt de 14 deltagende er Sander Thiel-Grønbech og Petra Løgstrup Bro, der er vinderne af årets Jolly Ski Junior Fun Tour, hvor hovedpræmien er en uges ophold hos Jolly Ski med alt betalt. Fire dage inde i opholdet har Petra slået sin PB flere gange, og fortæller, at hun ”har fået længere arme og adskillige vabler 😂”. Sander lærer også en masse af de dygtige trænere, og har bl.a. været over hoppet for første gang.
Matteo Luzzeri, Claudio Benatti og Genadi Guralia er verdensklassetrænerne, der sidder i båden og sikrer, at deltagerne får de bedste tips og tricks med på vejen.
I alt bliver det til fem dage på ski med en indlagt hviledag, hvor danskerne tager en tur til Gardasøen, som ligger ca. 1 times kørsel fra vandskiskolen. Norditalien byder på mange kulturelle oplevelser, hvis man ønsker at kombinere sit vandskiophold med andre fornøjelser 🌞.
Næste år gentager vi succesen, og sender de kommende Jolly Ski Junior Fun Tour vindere afsted med andre vandskiafhængige danskere. Vækker det interesse hos nogle, så er det bare om at melde sig under fanerne, og få tilegnet sig en plads på holdet der skal til Jolly Ski i efterårsferien 2023.