I et samarbejde mellem Surf & SUP Danmark og Dansk Vandski & Wakeboard Forbund blev der i weekenden afholdt en B&U Camp i Vestsjællands Wake & Surf Klub, hvor de deltagende både kunne dyrke SUP og wakeboard. Der var tilmeldt 30 børn til eventen, og alle mødte op med flere af deres forældre på slæb.
I løbet af dagen kom alle de deltagende børn ud på både SUP og wakeboard. Surf & SUP Danmark havde medbragt det store konkurrence setup med race brætter og bøjer til at lave en bane, så der kunne dystes i en SUP stafet. På kabelbanen var der instruktion for begyndere og øvede hele dagen, og i frokostpausen gik Jakob Birkholm på vandet for at lave et spektakulært opvisnings run.
En helt igennem fantastisk dag i det smukke omgivelser omkring Amfisøen. Fra DVWF’s perspektiv var det spændende at teste et B&U koncept, hvor sportsgrene blandes. Mange af landets wakeboardklubber udbyder både SUP og wakeboard, og derfor fandt vi det naturligt, at teste et tværidrætsligt event af. Det blev en stor succes, der helt sikkert vender tilbage.