Herning Havn får 9 millioner kroner til nyt vandsportsmekka
Vandsportens fremtid i Herning ser lys ud. Herning Havn har netop sikret sig en betydelig bevilling på 9 millioner kroner fra Lokale og Anlægsfonden til udviklingen af et unikt aktivitetscenter ved Knudmosesøerne. Projektet bliver en stor milepæl for frilufts- og vandsportslivet i Midtjylland.
Med yderligere 4 millioner kroner fra Herning Kommune og 500.000 kroner fra Ege Fonden er første fase af projektet nu solidt finansieret med en samlet anlægssum på 27 millioner kroner.
Fusion af lokale klubber
Herning Vandski & Wakeboard Klub og Herning Jetski Klub går sammen om at skabe en ny, stærk forening, der bygger videre på stolte traditioner. Denne fusion markerer et stort skridt mod at favne endnu flere aktiviteter og deltagere – fra vandski og wakeboard til jetski og issvømning.
Herning Havn bliver et hotspot, hvor både lokale og besøgende kan udforske vandsport og natur i moderne rammer. Visionen er klar: Herning Havn skal være en destination, der samler folk om fællesskab, sport og glæden ved vand.
Mere end bare vandaktiviteter
Målet med projektet er at skabe et stærkt fællesskab omkring naturen, samtidig med at det forbedrer tilgængeligheden til
vandet for alle. De nye faciliteter bliver designet med stor respekt for den omkringliggende natur og vil spille en central rolle i
Hernings udvikling som en destination for aktivt friluftsliv.
Ved de her kunstige søer i Knudmosen kommer man til at kunne lave alt det, som man ellers kun skulle tro var muligt ved en havn. Udover muligheden for flotte naturoplevelser, så kommer flere til at kunne bruge området til forskellige slags vandsport som eksempelvis vandski, issvømning, jetski og wakeboard. Jeg vil også give stor ros til de to foreninger, der står bag projektet, fordi de er meget opmærksomme på, at alle skal kunne få adgang, og at nybegynderne på vand skal kunne være med. Det er et spændende projekt også for andre byer uden kystadgang at følge, og det kommer til at gavne og give fritidsliv på vandet til rigtig mange i Herning og omegn,” siger
Jon Gerner, direktør i Lokale & Anlægsfonden
Mød Skipper – Herning Havns nye maskot
Den nye maskot, Skipper, er blevet præsenteret som en del af Herning Havns identitet. Skipper er en stilfuld og charmerende måge, der symboliserer fællesskab, maritime traditioner og passionen for vandsport. Maskotten er skabt for at repræsentere havnens vision om at samle mennesker omkring glæden ved vandaktiviteter og det unikke friluftsliv ved Knudmosesøerne.
Et projekt for alle
Herning Havn bliver mere end bare et sted for sport. Det bliver et samlingspunkt for hele familien – og et sted, hvor alle, uanset niveau, kan være med. Projektet har allerede fået stor lokal opbakning, og næste skridt bliver at sikre den sidste finansiering og få myndighedsgodkendelser på plads.
Vil du vide mere om projektet? Besøg herninghavn.dk/projekt eller hvwk.dk/projekt og følg med i udviklingen på de sociale kanaler: