Den 31. maj blev Aarhus Wakeboard Club (AWC) vært for JIBDAY 2025 – en ny national konkurrence med et alternativt format og fokus på både fællesskab og udvikling af sporten.
Konkurrencen samlede 32 riders fra hele Danmark – fra Assens, Aalborg, Thy, Herning, Hvide Sande og København til selvfølgelig værtsbyen Aarhus. Det var tydeligt, at der var stor opbakning både på vandet og på land, og hele dagen bar præg af et stærkt engagement fra deltagerne og et nysgerrigt publikum. Et par snapshots blev nuppet fra kajkanten (photocred: Ulrik Del Rey)
Et konkurrenceformat med rødder i freestyle
JIBDAY 2025 var ikke en traditionel konkurrence. I stedet blev der eksperimenteret med et nyt head-to-head format, hvor deltagerne blev parret tilfældigt via lodtrækning. Inspirationen kom fra freestylemiljøerne Bungee Breakers og Jibleague, og idéen var at skabe et mere direkte og levende konkurrenceflow – noget der afspejler den måde mange dyrker sporten på til daglig.
Resultatet var et forløb med høj intensitet, hvor hver rider havde en klar modstander – og hvor både skills og kreativitet kom i spil på nye måder.
Kicker-contest med live afstemning
Efter rail-konkurrencen fulgte en mere eksperimenterende kicker-contest, hvor vinderen blev kåret gennem live-afstemning blandt deltagerne selv. Det hele foregik under den fælles aftensmad, hvor alle dagens runs blev vist på storskærm – et setup, der både skabte fællesskab og et nyt blik på, hvordan man kan afvikle og fejre konkurrencer i wakeboarding.
Evaluering og fremtid
Det nye format blev generelt godt modtaget – særligt blandt de mere erfarne deltagere, hvor det skabte både intensitet og ny motivation. Vi ser det som et spændende supplement til de mere klassiske formater og evaluerer nu på, om det også kan finde vej til andre konkurrencer fremover.
Podiet efter en stærk dag på vandet
🥇 Christian Popp (AWC)
🥈 Robin Leroy (CCC)
🥉 Kenneth Enggaard (AWC)
En stor tak skal lyde til alle deltagere, publikummer og frivillige – og ikke mindst til de to initiativtagere, Morten Vester og Oskar Preisler, som med stort engagement og mange timers frivilligt arbejde skabte rammen for en virkelig vellykket konkurrence.
JIBDAY 2025 var et godt eksempel på, hvad der sker, når ildsjæle får lov til at føre nye idéer ud i livet – og hvordan wakeboard kan samle folk på tværs af klubber og erfaring.
Vi glæder os til at følge udviklingen – og til næste JIBDAY.