Ved U17 verdensmesterskaberne i vandski, der har fundet sted fra torsdag til søndag i Calgary, Canada, lykkedes det Maise Jacobsen med en kraftpræstation i hård konkurrence, at sikre guld til Danmark i disciplinen hop med en ny dansk- og Europarekord på 45,5m, som samtidig er bare 0,5m fra verdensrekorden.
Maise var seedet nr. 2 inden konkurrencen, men sikrede sig i den indledende runde med de 30 bedste hoppere fra hele verden, topplacering og skulle dermed sidst ud i finalen, hvor feltet var skåret ned til de 12 bedste.
Andensidste hopper, australske Kristy Appleton, lagde pres på med et flot hop på 44,1m. Man har tre forsøg på hoprampen som er 1,5m høj, og Maises to første forsøg var henholdsvis 40,7m og 43.1m. Der skulle graves dybt på tredje og sidste forsøg
Jeg har aldrig været så bange før inden et hop, men jeg fik fokuseret og skar hårdere ind i hoppet end nogensinde før og satte kraftigt af og lagde mig ud over skiene
Maise Jacobsen
Forholdene på det fantastiske vandskianlæg, Predator Bay, var gunstige og en let modvind sikrede, sammen med den høje fart og kraftige afsæt, luft under skiene til Maise der svævede ud på 45,5m, svarende til længden på en halv fodboldbane. Guldet var hjemme.
Jublen brød ud og siden er det strømmet ind med lykønskninger fra hele verden og selvfølgelig fra Danmark og hendes hjemby Esbjerg, der nu er en verdensmester rigere.
Det er helt fantastisk, at en dansker tager verdensmestertitlen med hjem fra U17 VM i Canada. Det er ikke alene en milepæl i Maises vandskikarriere, men også et rygstød for vandskisporten i Danmark som helhed. Vores unge talenter har virkelig fået et sportsligt forbillede. Forhåbentligt kan Maises succes inspirere endnu flere unge mennesker til at prøve kræfter med vandskisporten
Morten Froulund, formand DVWF
Om 14 dage gælder det U17 Europamesterskaberne i Recetto, Italien og 2 uger senere U21 Europamesterskaberne i Lacanau, Frankrig.
Maise opnåede også en plads i finalen i slalom med et personbedste og dansk rekord på 2 bøjer på 12m line. En fornuftig score i trick-disciplinen, sikrede hende en bronzemedalje i den kombinerede konkurrence.