Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdt
D. 1. april blev der afholdt ekstraorinært repræsentantskabsmøde i Dansk Vandski & Wakeboard Forbund. Det skete efter det mistillidsvotum, der blev stillet den forrige bestyrelse på det ordinære møde d. 5. marts. 26 af forbundets klubber var mødt op for at lade deres stemme blive hørt i sammensætningen af ny bestyrelse.
To formands- og 11 bestyrelseskandidater opstillet
Feltet af valgbare var stort, hvilket indikerer stor villighed til at bidrage med arbejdskraft til det politiske arbejde. Det tegner godt for fremtiden. Mødet blev åbnet af DVWF’s konsulent, Rasmus Søndergaard, og Søren Gøtzsche blev enstemmigt valgt som dirigent til at føre forsamlingen igennem valgprocesserne.
Morten Froulund er ny formand
Første valghandling på dagsordenen var valg af formand. To kandidater var opstillede, henholdsvis Janus Boye og Morten Froulund. Valget faldt ud til Mortens fordel, der nu kan kalde sig for formand for DVWF. Morten har siddet i DVWF’s bestyrelse i 11 år, har besiddet poster som både økonomiansvarlig og næstformand. Derudover er han bestyrelsesmedlem i IWWF, og vandskidommer af højeste niveau.
Fem nye ansigter i bestyrelsen
Peter Jacobsen er det eneste “gamle” ansigt i den nye bestyrelse. Efter valghandlingen kunne dirigenten konkludere, at de seks kandidater med flest stemmer, der fra nu af udgør bestyrelsen i DVWF, er:
- Morten Froulund (formand)
- Morten Nikolaj Vester
- Natascha Plesner
- Anders Degn
- Morten Larsen
- Katrine Andersen
- Peter Jacobsen
- Per Sejer Hansen (suppleant)
Frank Tengberg-Hansen takker af
Efter 17 år i forbundets formandsstol takkede Frank Tengberg-Hansen af. Frank har tegnet forbundets retning siden repræsentantskabsmødet i 2006, der blev afholdt i Sydsjællands Vandsportscenter, Bårse. Det har været en tid, det startede med store økonomiske udfordringer, men gennem årene er forbundet groet både større og stærkere. Tak til Frank for at bære depechen i alle de år. Nu er nye kræfter klar til at tage over.
Referat fra det ekstraordinære repræsentantskabsmøde kan findes ved at klikke her